Flyet landede i lufthavnen i Cairo. Men Jesper og jeg landede aldrig helt mentalt. Cairo er en kaotisk by, som kræver meget af sine rejsende.
Vores første oplevelse, da vi kom til lufthavnens ankomsthal, var en masse ivrige egyptere, der spurgte, om vi havde brug for en taxi. Og det havde vi. Vi havde læst på forhånd, at det var bedst at forhandle en pris, før vi satte os ind i taxien. Der var tre samarbejdende egyptere med ødelagte, bruntbelagte tænder, der førte os hen til en lidt øde parkeringsplads ude bagved lufthavnen for at ringe efter en taxichauffør, der skulle køre os mod vores hotel. Det ville de have drikkepenge for. Jeg tænkte, om vi nogensinde ville komme til vores hotel. Taxien var rusten, og der var ikke sikkerhedsseler på bagsædet.
Taxituren tog cirka en time, og det meste af vejen var der ensrettede veje med fire baner. Denne tur vil jeg kalde for dødsruten! Chaufføren skiftede hele tiden vejbane, overhalede indenom og kørte meget tæt på den øvrige konstante, dyttende og båttende trafik og fodgængere, der gik over gaden. Der er et lag af bilos i Cairo, og det er en af de mest forurenede byer i verden. Vi overlevede dog, for trods det kaotiske trafiksystem, så kører folk godt, netop fordi de tilpasser sig den vanvittige trafik og passer på hinanden.
Da vi ankom til hotellet var vores værelse ikke klar, så vi skulle vente 20 minutter for at få det. En guide, der var tilknyttet hotellet, ville give os informationer om sine ture, og da vi hørte, det var gratis, brugte vi ventetiden med ham. Vi besluttede os dog for ikke at bruge ham, men at tage alle vores ture på egen hånd. Det skulle vise sig efterfølgende, at hver gang vi kom ned i lobbyen, så stoppede han os op for at sælge ture, også selvom vi sagde venligt nej gang på gang. Egypterne er ivrige sælgere og påtrængende, men også meget flinke. Den salgsteknik virkede bare ikke på Jesper og jeg.
Piccoloer ville køre os op i elevatorer, hvor dørene var meget, meget lang tid om at åbne, og det ville de have drikkepenge for. Det fik de. Jeg hadede de elevatorer. Og vi valgte at tage trappen hver dag for at komme op på vores værelse på ottende sal. Hotellet var slidt og beskidt, og slet ikke som billederne viste på internettet, hvor der så rent og pænt ud. For mig er renhed og god hygiejne vigtigt. En gang havde det været et firestjernet hotel, nu var det gået fuldstændig i forfald og kaldte sig trestjernet, men jeg vil højst give det én stjerne.
Dagen efter fandt jeg pludselig sorte, lange hår i sengen. Og sådan noget sidder altså ikke på Jesper og jeg. Gulvtæppet, der dækkede hele gulvet, var støvet og beskidt. Der lå papirrester, hår i restene, et cigaretskod i ventilatoren, og der var ingen rene håndklæder. Vi klagede og fik rene håndklæder og sengetøj. Og en dag tog Jesper støvsugeren, fordi han ville støvsuge vores værelse, hvorefter rengøringsmanden løb efter og sagde, at han nok skulle gøre det. Det gjorde han så, imens vi var på værelset. Men han glemte at støvsuge under sengen, hvor der også lå et lag støv. Jeg pegede venligt ind under sengen, fordi han skulle støvsuge der også. Det gjorde han. Og efter den dag mødte han os hver dag smilende på gangen for at snakke med os og høre, hvad vi havde brug for. Han var flink, men elendig til at gøre rent.
Rene håndklæder hver dag var et must for os, og vi lagde lidt drikkepenge til ham hver eneste dag. Netop også fordi vi havde læst om, hvor utrolig dårligt lønnede rengøringspersonale er i Egypten. Arbejdsløsheden er høj, og det arbejde der er, er meget dårligt betalt. Vores rengøringsmand formede sjove figurer af de rene håndklæder og lagde dem på vores seng og formede vifter af de kleenex, som stak ud af pakken. En dag satte han en lidt vissen blomst på vores bord. Meget sødt. Men vi var mere interesserede i et rent værelse. Hotellets morgenmad var yderst kritisabel. Der var flere slags næsten altid tørt brød, men vi kunne godt finde noget mere friskt imellem. Der var også en halvlunken pølseret, en ret med brune bønner, røræg og almindelige æg, som vi aldrig spiste, da det så ulækkert ud og var for risikabelt. Vi fandt dog aldrig et godt sted at spise morgenmad tæt på hotellet.
Den første aften, da vi skulle finde en restaurant tæt på vores hotel, stoppede en fra turistpoliet os op på gaden for at spørge, om han kunne hjælpe os med noget. Turistpolitiet i sine hvide uniformer er blandt andet til for at kunne hjælpe turister. Vi spurgte ham om en god restaurant med egyptisk mad i nærheden, men hans engelske var så dårligt - eller nærmest ikke til stede - så der fik vi ingen hjælp. Han fulgte efter os med et gevær i hånden, og vi blev enige om, at han nok bare ville beskytte os, eller som Jesper sagde for at kigge på mine bare ben. I Cairo går mænd og kvinder med tildækkede ben. Det var ubehageligt. Og jeg kunne godt have undværet det gevær - også selvom det pegede ned i jorden og måske ikke var ladt.
Her er et udvalg af den serie billeder, jeg knipsede. Det var ikke nemt at tage dem, da jeg koncentrerede mig om ikke at falde over de meget høje fortovskantsten, ikke at skære mig på alle de sjuskede dimser, ståltråde og takker, der stak ud alle vegne, og ikke at blive kørt over af biler, hestevogne og æselkærre midt i trafik- og menneskemylderet. Derfor er de fleste billeder taget i sikre øjeblikke.
.
.
.
.
.
Fra ottende sal på vores hotel kunne vi høre dyttende biler - også hele natten, når vi sov. Vores udsigt fra vinduet var dog interessant. Her kunne vi ofte se drenge spille fodbold på denne bane.
Vores hotel lå i Giza-området, og fra vinduet havde vi blandt andet udsigt til slidte bygninger og pyramiderne.
Vi havde også udsigt til en byggeplads, hvor mændene mere lå og sov og hang ud, end de arbejdede.
Vores hotel “Europa Hotel Cairo” var under al kritik. Det svarer slet ikke til den beskrivelse og de billeder, de har pÃ¥ nettet, og vi vil frarÃ¥de folk at bo pÃ¥ dette hotel, fordi det er sÃ¥ beskidt og slidt, servicen er dÃ¥rlig og ekstrem langsom, og maden er elendig pÃ¥ trods af det store udvalg. Bare rolig! Dette billede er ikke af vores værelse, for det fik jeg aldrig taget et billede af. Det I ser her, er et rum, som grænsede lige op til trappeafsatsen pÃ¥ førstesalen. Heldigvis var det ikke i brug. Men tænk, at man bare lader det stÃ¥ Ã¥bent pÃ¥ denne mÃ¥de. Sjusk! Sjusk! Sjusk! Set i relation til dette rum, var vores værelse meget pænt. Alt er relativt.
Pyramids Road hed den gade, vores hotel lå på. På denne brede, lange gade var der altid masser af aktivitet. Her ses nogle kvinder på vej ud ad en af de utallige minibusser, som folk hopper på og af. De yngre kvinder klæder sig mere i europæisk stil, og det er heller ikke alle, der bruger tørklæder på gaden. Vi så rigtig mange unge kvinder med smarte mønstre og farver på tørklæderne, som matchede det øvrige tøj. Mange gik med lange cowboynederdele, der dækkede anklerne, og både kvinder og mænd gik med tildækkede ben, bortset fra turister. Vi tog ofte metroen, fordi jeg følte, at det var mere sikkert og beskyttet under jorden, end at køre med taxi på de kaotiske gader. En af dagene kom vi til at gå ind i en vogn kun for kvinder. Det gik først op for os, da vi kiggede os rundt og så, at der kun sad kvinder. Nogle generte og med bonerte smil. Jesper var den eneste mand i vognen. En kvinde gjorde os opmærksom på det, og vi grinede og undskyldte. Et andet turistpar - mand og kvinde - kom også ind i vognen, begge med bare ben, og pludselig gik det også op for dem, at der var noget galt. Vi fortalte det til dem. I metroen er de to forreste vogne kun for kvinder.
Her ses en lille bomuldsbutik i området Islamisk Cairo. Langt den største del af sælgere og butikspersonale er mænd. Egypterne har ikke travlt, og der er ofte ansat alt for meget personale. De tager den med ro, bortset fra, når der skal sælges. Der er noget, som hedder priser for egyptere, og noget, der hedder turistpriser. Vandpiber ryges alle steder.
Jesper i en gyde i Islamisk Cairo. Vi gik rundt mange af de steder, hvor det var yderst sjældent, at man så andre turister.
Dette er en udendørs internetcafé i Islamisk Cairo.
Befolkningen vokser og vokser i Cairo, og mange af boligerne er opført i en rasende fart uden at tænke på, at de skal holde til noget særligt. Der er ikke boliger nok, og mange husejere bygger en eller to etager oven på en ejendom uden at sikre sig, at fundamentet kan holde til det. Resultatet er desværre, at bygninger styrter sammen med jævne mellemrum. Forureningen og støvet er med til at give bygningerne et slidt og trist udtryk.
I Downtown Cairo er der rig mulighed for at shoppe. Jeg købte for eksempel to arabisk inspirerede bluser til 30 og 55 danske kroner. Her ses Jesper reflekteret i spejlglas med sko i indgangen til en skobutik. Jeg vendte kameraet op ad mod glastaget, da jeg knipsede billedet.
Udsigt fra toppen af Cairo Tower i aftenmørke. Tårnet er 187 meter højt.
Endnu et udsnit set fra Cairo Tower.
Og igen et udsnit.
Jesper foran en pyramide.
Mig tæt på en pyramide.
Der var både hestevogns-ture og ture på kameler i pyramideområdet. Jeg skulle ikke nyde noget af at sætte mig op på en kamel, for når man først kommer derop med en ivrig, sælgende kamelridder, er der langt ned.
Hvem mon denne mand er, som befandt sig på pyramide-plateauet?
Jesper tæt på en pyramide.
Udsigt fra et vindue i Bådmuseet på pyramide-plateauet.
Ved pyramiderne er der et stort ørkenområde.
Mig foran en af de tre pyramider. De er henholdsvis 137 meter høj, 136,5 meter og 62 meter.
Udsnit af ørkenområdet.
Der var et filmhold af amerikanere, som skulle optage i området.
Jesper i ørkenomgivelserne.
Ørkenen var fascinerende.
En kamel og hest uden fører.
Pyramiderne med gylden farve.
Jesper på vej ud i ørken-horisonten.
En flok ryttere.
Hvem mon er på vej fra ørken-horisonten?
Se drejningen på æselets hoved. Hvor sødt!
Her ses Sfinxen i pyramideområdet. Figuren er 73 meter lang og 20 meter høj og forestiller en løve med en konges ansigt.
En gårdhave på Pyramids Road, hvor vores hotel lå.
Jesper og jeg søgte ofte ind i parker for at få ro fra larm og kaos. I denne park tæt på Cairo Tower holder de unge kærlighedsmøder tilsat amoriner. Man skal betale entré for at komme ind i parkerne. Et andet sted vi også fandt ro, var når vi gik langs Nilen. En af dagene sejlede vi på den.
Dette og næste billede er taget fra soltaget på vores hotel, hvor der befandt sig en swimmingpool og liggestole, som man ikke blev fristet til at bruge.
.
.
.
.
.
Dette og de næste otte billeder er taget i dagslys fra Cairo Tower og på Cairo Tower.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
En af dagene tog vi en endagsudflugt til havnebyen Alexandria med tog. En tre timers togtur med vinduesudsigt til en masse omgivelser og indtryk - land og by. Alexandria er Egyptens næststørste by, der ligger ud til Middelhavet, og har omkring 5 millioner indbyggere. Her findes for eksempel prestigebyggeriet Bibliotheca Alexandrina. Vi spiste på Pastroudis, der er fransk indrettet og har lækker mad.
Her ses en moske i Alexandria.
Jesper og ventende folk ved en sporvognstation i Alexandria.
Sporvognens endeplads.
Her ses en af de utallige vandpibe-barer, der findes i Cairo. Denne vandpibe-bar var tilknyttet fiskerestauranten “Christo”, hvor vi spiste to aftener. Det var ikke sÃ¥ nemt at finde gode restauranter med egyptisk mad i Cairo, da der ikke er sÃ¥ mange af dem, og da egypterne mest spiser hjemme og bruger caféer til at drikke kaffe og the og ryge vandpibe. NÃ¥r de spiser er det mest pÃ¥ fastfoodsteder, hvor der ogsÃ¥ serveres let mad. Vi fandt dog nogle gode, rene (af hvad vi kunne se) og lidt finere restauranter, som stadig er billige set med vores øjne. Vi kan anbefale: Fiskerestauranten “Christo” pÃ¥ Pyramids Road med udsigt til pyramiderne, “Felfela” med lokal, egyptisk mad pÃ¥ Huda Sha’rawi i Downtown og “Cairo Jazz Club” pÃ¥ 26th july st. i den moderne bydel Agouza. “Cairo Jazz Club” er en af byens hotteste steder for de unge, smarte og rige egyptere med lækker mad og jazz og funk. Hvis man skal have en hurtig bid, sÃ¥ vil vi anbefale at tage en falafelsandwich eller shawarma hos Naama pÃ¥ Sh. el-Nil i bydelen Agouza - et sted, hvor der kommer mange egyptere og taxikørere og sjældent turister.
Tre aftener tog vi pÃ¥ “Happy Joe” pÃ¥ Pyramids Road tæt pÃ¥ vores hotel. Maden var skøn og hygiejnisk, servicen i top, og sÃ¥ var der aftenstemningen med liv og musik, backgammon-spil og vandpiberygere i den udendørs gÃ¥rdhave. Meget hyggeligt sted, som vi ogsÃ¥ vil anbefale.
.
.
.
.
.
Jeg fik ikke taget billeder fra Det Egyptiske Museum, da man ikke måtte medbringe kamera. Der var ellers mange spændende, støvede skatte, mumier og genstande som egyptiske guder og kongestatuer.
.
.
.
.
.
Fakta: I Egyptens hovedstad Cairo bor cirka 20 millioner, og byen er i sin udstrækning ikke større end Storkøbenhavn. Danmark har 5,4 millioner indbyggere. Altså bor der næsten fire gange så mange mennesker i byen Cairo, som der bor i hele Danmark. I Egypten er der cirka 80 millioner indbyggere. Cairo er en moderne storby, den største by i Afrika og en af de største byer i verden overhovedet.
