Arkiv for september, 2008

Udmattet efter speed-museum med kolbøtter

Har hygget mig med J i weekenden med koncert, lækker mad, aviser og afslapning. I går var jeg på Louisiana og se Per Kirkebys malerier med Mikkeline og hendes 4-årige datter Sofia. Eller det vil sige “se og se”, det er måske for meget sagt, da vi snarere “speed-så” på malerierne. Der var krudt og løjer og mange ord i Sofia, så vi fór gennem museets lokaler i lyntempo. Vi sad også ude på plænen og drak rød saft og kakao, mens Sofia på akrobatisk-vis rullede og slog kolbøtter ned af græsbakken. Hun er sød hende Sofia, og sjov at lege og snakke med. Men hold da helt op, da jeg senere på aftenen kom hjem til J, faldt jeg udmattet om på sengen.

Fotogener i familien

Hvor sjovt :D der er et forsidebillede af min yngste bror Frederik (17 år) på en ny bog om ungdomskultur. Han fik den tilsendt i går. Så nu kalder min mor og jeg ham fotomodellen ;)
Update: Bogen hedder “Alle har brug for et frirum”. Han er ikke portrætteret i bogen, og den har intet med ham at gøre, andet end, at han er brugt som cover på grund af håret på det tidspunkt. Fotografen Ty Stange har taget billedet, og han opdagede Frederik en dag på Christianshavn. Forsidebilledet ser sådan ud:

bogomslag3.jpg

Intet nyt om noget nyt

Havde besøg af Mette Szabo i går. Hyggeligt :)
Vi er ved at fikse noget nyt, som jeg nok skal fortælle nærmere om her på bloggen på et tidspunkt.

Jeg søger dig

I højre side af min blog har jeg en kategori, der hedder “Sider”, hvor der blandt andet er et link, som hedder “Søger folk til artikler”. Her kan man se, hvilke folk jeg har brug for til artikler i øjeblikket. Du skal være mere end velkommen til at gå ind og se, om du kan byde ind med noget, eller om du kender nogen, der kan.

Hurra for RUC-journalistik

I fredags var jeg til Journalistiks 10 års fødselsdag på RUC. Jeg fulgtes med Mette og Jesper. Vi var nogle af de første, der kom, og nogle af de sidste, der gik. Det var sjovt og nostalgisk. Dengang jeg gik ud i 2005, havde RUC monopol-kantine og var omgivet af en pløremark. Nu er der boliger, butikker, supermarkeder og en pølsevogn omkring.

RUC-arrangementet bestod af foredrag, middag og fest. Et af foredragene gik ud på, at fire chefredaktører skulle fortælle, hvad RUC-journalister især kan og ikke kan. En fortalte, at RUC-journalister ofte har social indignation og er gode til at researche, tænke sig om og gøre kompliceret stof letlæseligt. En anden sagde, at RUC-journalister er kedelige og ikke er meget for at skrive livsstilsstof. Og en tredje, at RUC i det mindste ikke er i stand til at ødelægge dygtige journalister. Tag den!

Efter foredragene og inden middagen og festen skulle jeg på toilettet. Var ved at gå ud på mande-toilettet. Gammel rutine. Dengang var det kvinde-toilettet. Nu er der byttet om på de to. Og så er det, jeg spørger: Hvorfor? Det giver jo ingen mening! Der var ikke så mange med fra mit journalisthold. Men hyggeligt at møde dem, der var der. Jeg lyttede og snakkede som et vandfald. Niagara. Mindst.