Jeg kan godt lide at flirte, bare ikke med folk på nettet, hvor der kun bruges ord. Og hvorfor så ikke det? Det har noget at gøre med, at jeg synes, at flirt er bedst i et fysisk rum, hvor man kan se hinanden. Flirt for mig handler om det, man siger, stemmeføring, udtryk, frækt glimt i øjet, bevægelser, berøringer, fysisk tiltrækning og måske dufte. Det kan ikke lade sig gøre med ord over nettet, og derfor bliver en sådan flirt ofte kunstig. Jeg vil til gengæld godt flirte videre med ord over nettet med en, jeg har mødt i den virkelige verden. Men der er selvfølgelig nuancer, for jeg er vild med at skrive sjove og frække ord på nettet, men det er ikke med henblik på en egentlig flirt med en anden, andet end en flirt med ordene, hvis det giver mening?

Hvad med dig, hvordan har du det med flirt på nettet?

Mikkeline og jeg var ude med Lea en aften, der har bosat sig i Paris. Her ses Lea og jeg på Bar du Cirque i Marais-kvarteret

Den fabelagtige Maria i Montmartre. Fantastisk fire dages tur - forlænget weekend

Stemning i Montmartre

Charmerende boghandel i Latiner-kvarteret

Mikkeline opslugt af bog

Mikkeline laver akrobatik ved Seinen

Kom hjem fra Paris i går efter fire fantastiske dage med Mikkeline. Jeg gjorde mig nogle interessante observationer:

Franske mænd er yderst hjælpsomme og gode til at flirte

I det offentlige rum og på gaden er det mest mændene, der holder børnene og babyerne og triller med barnevognene

På caféerne stiller de automatisk en gratis kande vand på bordet til maden eller kaffen (espresso)

Franske altaner og de bakkede stræder og trapper i Montmartre gør alt mere charmerende, også når man er tømmermændsramt. Mikkeline og jeg opførte os som to klodsede og distræte verdensdamer, som midt i vores grin og filosoferen fór vild i diverse metroer

Det er vist mest billeder med korte tekster til, jeg putter

her på bloggen i øjeblikket, så hvis du vil læse nogle

længere tekster af mig, så har jeg for eksempel en artikel

med i B.T.’s Kun for kvinder i dag.

Derudover har jeg en artikel i marts-nummeret af Hus Forbi,

hvor jeg portrætterer beatdigteren Claus Høxbroe, der har

levet et år som hjemløs (en slags rejsende vagabond) for at

skrive en rejsedigtsamling og en bog om at være hjemløs.

Her ses han på forsiden.

Så er jeg tilbage på bloggen. I fredags hørte jeg mine to lillebrødre, Jonas og Frederik, spille koncert i Templet med deres band. Fantastisk musik og cool optræden.

Efter at have været lysinstalleret på Nørrebro i aftenmørke med to veninder, er jeg nu vendt hjem. Sjovt arrangement med projekttørlys, der dannede cirkler på bygninger, sølvglimtende træer, og lys, der blev reflekteret i Sortedamssøen. Det var fuldmåne, og på gadehjørner var der poetry slammere, og en mand sang svenske viser fra en altan med rustik stuk og lysekrone i baggrunden. Det lyder surrealistisk. Men alt dette foregik på Nørrebro denne aften og var arrangeret af performance design studerende fra RUC. Vi bevægede os rundt i Nørrebros gader og sugede indtrykkene til os, og fik også varmen på to caféer.

Chips er fristende, når sulten melder sig for sjov. Men sjovt er det faktisk ikke, for når man først har spist én, så skal man lige have en til. Og en til. Og en til. Og en til. Man bliver ved, indtil posen er tømt. Også selvom ernæringseksperter fastslår, at det koster cirka 18 kilometer i løbeskoene at forbrænde dem igen. Måske putter de et eller andet i chips, der gør, at man bliver afhængig af dem. Eller måske er det bare svært at lukke posen, når nu smagen er så god. Chips skal helst ikke gemmes, for så forsvinder sprødheden. Knaselyden har en betydning. Man spiser posen op, ligesom man for eksempel spiser slikposer eller en banan op.

Men har I lagt mærke til, at man spiser flere chips, når man er alene, end når man er sammen med andre, fordi chipsene for eksempel til fester og i selskaber er serveret i små skåle, og man koncentrerer sig om at være engageret og festlig? Man står jo ikke ligefrem og kaster sig over skålene og tømmer dem, eller gør man? Hvordan har du det med chips?

(Update: Dele af denne tekst har jeg taget fra en klumme-agtig artikel, jeg skrev i Politiken 2002)

Jeg holdt ikke nytårsaften efter den sikre fremgangmåde, som jeg skrev om i nedenstående indlæg. Efter lækker nytårsmiddag og sjov aften med to veninder og min kusine hjemme hos mig, tog vi videre til en anden fest. Og det hele var meget nemmere, end jeg havde forestillet mig. Da klokken var cirka 00.30 ringede jeg efter en taxi, og cirka fem minutter efter var den her. Vi kørte midt i krigszonen (fyrværkeriet), men ankom trods alt sikkert til festen på Vesterbro. Aldersgruppen til denne sjove fest var mellem 30 til 45 vil jeg tro. Der var en fyr, som sagde, at han havde læst “Nytårsaften set med sikkerhedsbriller” i Berlingske Tidende, og at han godt kunne lide det, men at han tænkte, at det måtte være en psykisk syg, der havde skrevet det. En psykisk syg? Men han måtte så konstatere, at det var en helt “normal” person, der stod bag. Jeg var selvfølgelig lidt nytårsgal og glad i låget den nat, hvilket blandt andet bevirkede, at jeg faldt på det glatte dansegulv. Efter den fest tog vi til en anden fest i nærheden, en slags ungdomsfest, hvor jeg fik danset igennem og fik øl i håret. Hold da helt op en abefest! Altså den sidste. På vej hjem var det nemt nok at få en taxi på gaden med det samme. Så ingen sikkerhedsbriller her tak!

I dag har jeg sovet meget længe, ryddet op, set lidt skihop og plejet tømmermændene.

P.S. Jeg serverede flyversjusser til velkomstdrink. Og de smagte af kommenost. Vær velkommenost, Herrens år. Og velkommen herhid! Vi kunne godt have undværet kommenostesmagen. Min nytårsmiddag og kusines dessert fik dog meget ros

Snart er nytåret med fest, konfetti og fyrværkeri over os. En gang tænkte jeg nytårsaften sådan her: Nu større, nu flere mennesker, nu vildere, nu bedre. Det skulle boble, sprudle og syde helt ind i nytårsskørtet. Og mit hår, make-up og nytårskjole skulle være prangende. Dette år tænker jeg mere på, at det skal være sikkert og nemt – men samtidig sjovt selvfølgelig. Så jeg samler nogle få hjemme hos mig selv.
Næsten hele Danmark fester denne aften og nat, og derfor er der kaotiske tilstande med fyrværkeri, der springer og brager rundt i luften a la atomkrig. Og man ville nok blive anset som mere end nytårsgal, hvis man står udenfor og råber ”peace” midt i knald og hylen. Når dette brag af en fest er slut, så skal man hjem, medmindre man fester til langt ud på morgenen eller kan overnatte det pågældende sted på en alt for lille sofa eller et stuegulv, man eventuelt må dele med andre vi-er-gået-i-gulvet-og-er trætte-ramte. Og hvordan kommer man så hjem sådan en kold nat? Hvis man er heldig at se taxier på gaderne, så er de allerede fyldt op. Der er ingen telefonisk kontakt til taxiselskaberne, da der er udbrudt uendelige ventelister med taxihungrende. Jeg er derfor glad for, at jeg har valgt en sikker løsning i år – og at den tilmed ikke bliver kedelig.

(Er blevet bragt i Berlingske Tidende)

Har haft nogle dejlige og sjove juledage med familien